Selv mennesker, som nærer et oprigtigt ønske om at ændre deres livsførelse, er ikke uden for fare. Det kræver megen visdom at have med den slags mennesker at gøre, og man skal behandle dem nænsomt. Man er måske tilbøjelig til at smigre og fremhæve mennesker, som er blevet hjulpet op af afgrunden, men det kan blive deres ulykke. Både taleren og tilhørerne løber en stor risiko, hvis man opfordrer folk til at fortælle om deres syndige fortid. Man kan fordærve både sjæl og sind, hvis man dvæler ved syndige oplevelser. Man gør mere skade end gavn ved at vise disse mennesker opmærksomhed. De kan få den opfattelse, at deres syndige levned har skaffet dem en vis anseelse. De nyder den opmærksomhed, man viser dem, og bliver selvsikre, og det er skadeligt for sjælen. De kan kun være trygse, hvis de nærer mistillid til sig selv og stoler på Kristi- nåde.