Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 10. maj 1899

Kristus forherliget.

"Således talte Jesus. Og han opløftede sine øjne mod Himmelen og sagde: »Fader! timen er kommet; herliggør din Søn, så Sønnen kan herliggøre dig. Du har jo givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, som du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til.”   ret

Dette er en tydelig udtalelse om Kristi forud-eksistens. Havde Han ikke eksisteret før Han påtog sig menneskenatur, hvordan kunne Han så besidde den herlighed med Faderen før verden var til? Dette er et stort tema for alle tænke over, som søger efter sandhed. Helligånden vil være ved siden af alle disse, og give dem denne forunderlige sandheds herlighed. O, om menneskesindet måtte styrkes, så det må favne Forløserens herlighed!   ret

Kristus beder ikke for menneskenaturens herlighed skal manifestere sig; for den menneskenatur har aldrig været i hans forud-eksistens. Han beder til Sin Fader om en herlighed der i Hans enhed med Gud. Hans bøn er en mellemmands bøn; det Han beder for er en manifestation af den guddommelige herlighed som Han besad, da Han var et med Gud. Lad sløret blive fjernet, siger Han, og lad Min herlighed skinne frem, - den herlighed som Jeg hade med Dig før verden var.   ret

Kristus definerer den måde som Han har herliggjort faderen på: "Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; de var dine, og du har givet mig dem, og de har holdt fast ved dit ord. Nu har de erkendt, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig.”   ret

Hvordan besvarede Faderen Kristi bøn?   ret

I en tidsperiode var Kristus på prøve. Han påtog Sig menneskelighed, for at stå testen og trængslen som den første Adam ikke stod igennem. Var Han faldet i Sin prøve og trængsel, ville Han have været ulydig over for Guds stemme, og verden ville være gået tabt.   ret

Satan har hævdet at menneskene ikke kan holde Guds bud. For at vise hvad de kunne, blev Kristus et menneske, og leve et liv i fuldkommen lydighed, et bevis for syndige mennesker, for ufaldne verdener og for himmelske engle, at menneskene kunne holde Guds lov gennem guddommelig kraft, som er givet alle der tror i overmådelighed. For at åbenbare Gud for verden, for at demonstrere det er lige så rigtigt som Satan fornægtede det, påtog Kristus sig frivilligt menneselighed, og Hans kraft, menneskene kan adlyde Gud. "Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn." Hele himlen tilhører Kristus, at give til verden.   ret

Kristus udtømte Sig selv sin ære stilling i de himmelske sale. Han blev et sorgernes menneske der kendte til bedrøvelse. Ligesom vi er, var han genstand for fjendens fristelser. Satan jublede da Kristus blev et menneske, og han omringede Hans sti med alle tænkelige fristelser. Menneskelig svaghed og tårer var Hans del; men Han søgte hen til Gud, bad af hele Sin sjæl, med stærke råb og tårer; og Han blev hørt i det Han frygtede. Fjendens spidsfindighed kunne ikke omsnære Ham medens Han gjorde Gud til Sin tillid, og han var lydige mod Hans ord: "Jeg skal ikke længere tale meget med jer;”sagde han ”thi verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til." Han kan ikke finde noget i Mig, som er modtagelig for hans sofisteri.   ret

Midt i urenhed bevarede Kristus sin renhed. Satan kunne ikke tilsmudse eller ødelægge den. Jesus viste et absolut had til synden. Det var hans syndfrihed, som vækkede en fordærvet verdens had imod ham. Ved sit fuldkomne liv var han stadig bebrejdelse mod verden, idet kontrasten mellem overtrædelse og den rene pletfrie retfærdighed hos en, som ikke kendte til synd blev tydelig. Denne himmelske renhed irriterede den frafaldne fjende over alt andet, og han fulgte Kristus dag for dag, og brugte folk i sit arbejde som hævde at være Guds renhed og kundskab overlegen, lægge et had imod Kristus i deres hjerte, og friste hans disciple til at forråde og svigte Ham.   ret

Kristus blev slået med fristelser, og rystede af pinsler. Han blev sønderrevet med slag, kronet med torne, og korsfæstet. Den faldne fjende, der tidligere jublede i himlen, slog Kristi hæl, men dette var alt hvad han kunne gøre. Medens han gav sig til at foragte Kristus, blev hans hoved knust. Medens Han selv udstod syndernes selvmodsigelser imod Sig, var Kristus fyldt med sorg og pine. Han fremstilles som at Han hukkes i sin hæl. En smerte, større end for nogen andre, betyngede Hans menneskelige natur.   ret

Skønt Kristi guddommelige herlighed for en tid var tilsløret af den menneskelighed, han påtog sig, ophørte han ikke at være Gud, da han blev menneske. Det menneskelige indtog ikke det Guddommeliges plads - eller omvendt. Dette er Guddommelighedens mysteriun. De to udtryk "menneskelig" og "Guddommelig" var uadskilleligt sammenføjet i Kristus - og dog havde de hver sin individualitet. Skønt Kristus ydmygede sig selv og blev menneske, ejede han stadig Guddommelighed. Den kunne han ikke miste, så længe han var tro og var loyal. Omgivet af sorg, lidende og moralsk besmittelse, foragtet og forkastet af folk, hvem var blevet betroet himlens orakler, kunne Jesus stadig tale for Sig Selv, som menneskesønnen i himlen. Han var parat til at tage et sin guddommelige Herlighed med det samme, når Hans arbejde på jorden var gjort.   ret

Der var lejligheder, da Jesus fremstod som Guds Søn, skønt han var iklædt menneskelig skikkelse. Guddommeligheden gennemlyste menneskeligheden, og de spotske farisæere og skriftkloge så det. Anerkendte de det? Nogle anerkendte, at han var Kristus; men de fleste af dem, som ved disse særlige lejligheder blev tvunget til at indse, at han var Guds Søn, nægtede at tage imod ham. Deres blindhed skyldtes deres afgjorte modvilje mod at lade sig overbevise.   ret

Når den Guddommelighed, som boede i Jesus, lyste igennem, var den for overmægtig til helt at skjules af hans rene og fuldkomme menneskelighed. De skriftkloge og farisæerne udtalte ingen godkendelse af Jesus, men deres fjendskab og had måtte vige, når hans majestæt skinnede igennem. Skønt sandheden var tilsløret af ydmyghed, talte den til hvert eneste hjerte med umiskendelig overbevisning. Dette førte til Jesu udtalelse: "I ved, hvem jeg er." Både mennesker og onde ånder blev, når hans herlighed skinnede igennem, tvunget til at bekende: "Sandelig, denne er Guds Søn!" Således blev Gud åbenbaret, således blev Kristus helliggjort.   ret

Ved at opvække Kristus fra de døde herliggjorde Faderen sin Søn overfor den romerske vagt, over for Satans onde hærskare og over for det himmelske univers. En mægtig engel, iført himmelsk rustning, steg ned, spredte mørket på sin vej, brød det romerske segl og væltede stenen bort fra graven, som om den havde været en småsten, og derved blev fjendens værk tilintetgjort på et øjeblik. Da lød Guds røst, som kaldte Kristus ud af gravens fængsel. Den romerske vagt så de himmelske engle falde ned i tilbedelse for han, de havde korsfæstet, og over Josefs åbne grav forkyndte han: "Jeg er opstandelsen og livet." Er det derfor underligt, at soldaterne faldt som døde til jorden?   ret

Kristus blev igen herligjort ved sin himmelfart i en sky af himmelske engle. Hans skjulte herlighed strålede med en glans, som dødelige mennesker ikke kan se og leve. Han kom til verden som et menneske; han steg op til sit himmelske hjem som Gud. Hans menneskelige tilværelse var fyldt med sorg og savn, fordi han blev vraget af dem, han var kommet for at frelse; men mennesker fik lov til at se ham styrket og at overvære hans himmelfart i herlighed og triumf, omgivet af en skare eskorterende engle. De samme hellige væsener, som forkyndte hans første komme til verden, fik lov til at ledsage ham ved hans himmelfart, og indvarsle deres kongelige og herliggjore Herres triumferende indtog i Guds stad. "Løft eders hoveder I porte," råbte de foran de himmelske porte; "og åben jer op, i evige døre; og herlighedens Konge skal komme ind." Englene ved portene besvarer med høje toner: "Hvo er den ærens Konge? Og fra tusinder og titusinder af stemmer lød svaret: Herren, stærk og vældig, Herren vældig i krig! Løft jeres hoveder, O I porte; løft dem op, i evige døre; og herlighedens Konge skal komme ind." Atter råber englene ved portene: "Hvem er denne herlighedens Konge?" og besvarelsen svulmer sejrrigt atter opad: ”Herrens herre, han er herlighedens konge."   ret

Således blev Kristi bøn besvaret. Han blev helliggjort med den herlighed, han havde hos Faderen, før verden var til. Men midt i denne herlighed taber Kristus ikke sine arbejdende og stridende venner på Jorden af syne. Han har en bøn til sin Fader. Han vinker den himmelske hær til side og træder helt hen til Jehova, og der fremkommer han med en bøn for sine udvalgte.   ret

Fader! siger han, jeg vil, at hvor jeg er skal også de, som du har givet mig, være. Da proklamerer Faderen: Alle Guds engle skal tilbede ham. Hele Himmelens hær kaster sig ned for ham og synger med jubel og fryd. Herlighed omgiver Guds trone i Himmelen og beskues af alle de himmelske væsener. Ingen ord kan beskrive den scene, hvor Guds Søn officielt blev genindsat i den ære og herlighed, den stilling, han frivilligt gav afkald på, da han blev menneske.   ret

Og i dag er Kristus herliggjort, og stadig er vor Bror vor Forsvarer i himlens Domssale. "Derfor måtte han i et og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder." "Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd." "Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes." "Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid."
Mrs. E. G. White.   ret