Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 27. oktober 1881

Samuels fødsel

Dommernes regeringsperiode i Israel slutter med Samuel, med nogle få eller rigere illustrative karaktertrak i den hellig bog. Der er også få, hvis livshistorie indeholder lektier af større værdi for den tænksomme bibelstuderende. Samuels far var Elkana, en levit, som boede i Rama i Efraims bjergland. Han var rig og havde indflydelse, en venlig mand, og en mand, der frygtede og ærede Gud. Hanna, Elkanas hustru, var en from og hellig kvinde. Ydmyghed, samvittighedsfuldhed, og fast tillid til Gud, var de fremherskende træk i hendes karakter. Om Hanna kan det virkelig siges, af den kloge mands ord: ”Hendes husbonds hjerte stoler på hende, på vinding skorter det ikke.”   ret

Elkanas kærlighed til sin udvalgte ledsager var dyb og uforanderlig; alligevel overskyggede en sky deres hjemlige lykke. Hjemmet var ikke gjort lykkeligt af barndommens røst. Til sidst ledte det stærke ønske om at forevige hans navn til husbond, som det ledte mange andre, til at gøre noget som Gud ikke billigede – at indføre en anden hustru i familien, som skulle være den første underordnet. Denne handling blev tilskyndet af en manglende tro på Gud, og blev fulgt af onde resultater. Den fred der hidtil havde forenet den harmoniske familie blev brudt. Slaget faldt på Hanna med knusende vægt. Al lykke syntes for evigt at være fejet bort fra hendes liv. Hun bar hendes prøvelser uden at klage, men hendes sorg var ikke desto mindre stærk eller bitter   ret

Peninna, den nye hustru, var en kvinde med et lavere sind, og en skinsyg og jaloux natur. Eftersom årene gik, og sønner og døtrene blev føjet til hjemmet, blev hun stolt og selvglad, og behandlede hendes rival med foragt og uforskammethed.   ret

Elkana overholdt trofast Guds forordninger. Tilbedelsen i Silo blev stadig fastholdt. Alligevel var den blevet uregelmæssig, og i nogle henseender ufuldstændig. Fra da af, havde Elkana ingen regelmæssig beskæftigelse i Tabernaklet, hvilken tjeneste han som levit var blevet helliget særlig til. Uanset dette, var hans iver i Guds tjeneste upålidelig. Med sin familie tog han op til Solo for at dyrke og ofre til de bestemte samlinger.   ret

Alligevel havde den onde ånd, midt imellem festerne i forbindelse med Gudstilbedelsen, fået forbandet hans hjem. Efter de andre ofre som var blevet gjort, var det sædvane at fredsofrene blev bragt. En særlig position som denne blev givet til præsten, og så forenede offergiveren, efter at have fordelt hvert familiemedlem en del af det tilbage, sig med dem i en højtidelig og dog glædelig fest. Ved disse anledninger, gav Elkana moderen til sine børn en del til hende selv, og til enhver af hendes sønner og døtre, og som et tegn på hensynet til Hanna, hendes første og bedst elskede hustru, gav han hende dobbelt portion. Dette oprøre skinsyge og jaloux hos den anden hustru, og hun forsvarede frækt hende krav over for overhøjheden som den højt begunstigede af Gud; og hun pegede hånende mod den kendsgerning at Hanna ikke have nogen børn, som bevis på Herrens mishag imod hende.   ret

Denne scene blev sat igen og igen, ikke kun ved de årlige samlinger, men altid hvor forholdene gav Peninna anledning til at ophøje sig selv på bekostning af hendes rivalinde. Denne kvindes handlemåde synes at være en prøvelse for Hanna, næsten mere end hun kunne klar. Satan brugte hende som sin agent til chikane, og om muligt til at genere og ødelægge, en af Guds trofaste børn. Idet hendes fjenders hån blev gentaget hver gang til de årlige fester, mistede Hanna sit mod og sjælsstyrke. Uden at kunne skjule sine følelser, græd hun uden at kunne styre sig. Glædesudtrykkende lod til at latterliggøre hende på enhver måde. Hun kunne deltage i festen.   ret

Hendes mand kendte årsagen til hendes sorg, forsøgte at trøste hende med forsikringen om hans uforanderlige kærlighed, og irettesatte hende mildt for at hengive sig sådan til sorg: »Hanna, hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg dig ikke mere værd end ti sønner?« Men det var umuligt for Elkana at helt forstå hendes følelser eller værtsætte sagen.   ret

Hanna pådrog ingen skam imod sin mand for hans ukloge ægteskab. Hun gik til Gud med den sorg, som hun ikke kunne dele med nogen jordisk ven, og søgte trøst kun hos ham, der havde sagt: “Kald på mig på nødens dag; jeg vil udfri dig.” Der er en mægtig kraft i bøn. Vor store fjende søger konstant at holde den bekymrede sjæl væk fra Gud. Satan frygter en appel til himmelen fra den mest ydmyge hellige mere end dekreterne fra kabinetter eller kongers mandater.   ret

Hannas bøn kunne ikke høres af menneskers øre, men blev hørt af hærskarernes Herres øre. Hun bad inderligt om, at Gud måtte fjerne hendes skam og give hende den velsignelse, som blev højst værdsat af kvinder på den tid: moderskabets velsignelse. Idet hun kæmpede i bøn, udtalte hendes stemme ingen lyd, men hendes læber bevægede sig, og hendes ansigt gav udtryk for stor følelse. Og nu ventede der en anden prøvelse på den ydmyge ansøger. Idet ypperstepræsten Elis øjne faldt på hende, kom han hurtigt til det resultat, at hun var beruset. Drikkegilder havde i høj grad erstattet sand gudsfrygt blandt Israels folk. Tilfælde af umådeholdenhed var hyppige, selv blandt kvinder, og nu besluttede Eli sig til at give det, som han anså for at være en fortjent irettesættelse. “Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at komme af med din rus!”   ret

Hanna havde været i samtale med Gud. Hun troede på, at hendes bøn var blevet hørt, og Kristi fred fyldte hendes hjerte. Hun havde en mild og følsom nature, alligevel hengav hun sig hverken til sorg eller vrede for den uretfærdige anklage om drukkenskab i Guds hus. Med passende ærbødighed for Herrens salvede, tilbageviste hun stille anklagen og fortalte sagen fra hendes synspunkt. »Nej, herre! Jeg er en hårdt prøvet kvinde; vin og stærk drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min sjæl for Herrens åsyn. Regn ikke din trælkvinde for en dårlig kvinde! Nej, hele tiden har jeg talt ud af min dybe kummer og kvide!« Overbevist om at hans irettesættelse var uretfærdig, svarede Eli: »Gå bort i fred! Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om!«   ret

I sin bøn havde Hanna aflagt det løfte, at hun ville skænke Gud sit barn, hvis hendes bøn blev opfyldt. Hun fortalte sin mand om dette løfte, og han bekræftede det med en højtidelig tilbedelseshandling, før de forlod Silo.   ret

Hun fik den gave, som hun havde bedt så inderligt om. Da hun betragtede pantet på den guddommelige gunst, gav hun barnet navnet Samuel, bedt om hos Gud.   ret

Lige så snart som den lille var gammel nok til at blive skilt fra sin mor, opfyldte hun et højtideligt løfte. Hun elskede hendes barn af hele en moders hjertes; dag for dag indflettede hendes hengivenhed ham mere nært, idet hun overvågede hans voksende kræfter, og lyttede til barnets pludren; han var hendes eneste søn, himlens særlige gave; men hun tog i mod ham som en skat der var helliget Gud, og hun ville ikke tilbageholde giveren hvad er Hans. Tro styrkede moderens hjerte, og hun gav ikke efter den naturlige hengivenheds anledninger.   ret

Endnu en gang rejste Hanna med sin mand til Silo, og tog barnet for at give det til Herren, og også frembære gaver til offer og takoffer. Da hun nåede tabernaklet, opsøgte hun ypperstepræstens tilstedeværelse. Han genkendte hende ikke. Der var faktisk en slående modsætning mellem den blege, og sorgbetyngede ydmygt bedende, og den taknemmelige og lykkelige moder. Hanna fortalte omstændighederne om hendes tidligere samtale, og gav i Guds navn, den dyrebare gave til præsten og sagde: ”Om denne dreng bad jeg, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. Derfor vil jeg også overlade ham til Herren; hele sit liv skal han være overladt til Herren!« Eli var overrasket og fik dybt indtryk af den tro og og helligelse fra denne Israels kvinde. Han selv var en overforkælet fader, fik ærefrygt og blev ydmyg da han så denne meget selvopofrende moder dele sit første og eneste barn, så hun måtte hellige ham til Guds tjeneste. Han følte sig irettesat over sin egenkærlighed, og i ydmyghed og ærbødighed bøjede han sig ned for Herren og tilbad ham.   ret

Gud havde tilstået Hanna sit hjertes ønske, hun var blevet højt begunstiget fra himlen, og hun følte at han kunne ikke gøre mindre tegn på sin taknemmelighed, end at gøre en offentlig anerkendelse af den guddommelige barmhjertighed og kærlig hensynstagen. Inspirationens ånd kom over hende, og fra en tilbageholdende og genert kvinde, blev hendes røst nu hørt i folkets forsamling, der lød af pris til Gud:   ret

»Mit hjerte jubler over Herren, mit horn er løftet ved min Gud, min mund vidt opladt mod mine fjender, jeg glæder mig over din frelse.« Hos nogle dyr er ornene et angrebs- og forsvarsvåben; der ved brug idette billede, kunne Hanna anerkende at hendes udfrielse var kommet fra Gud. I hendes jubel er der ingen forfængelig selvtriumf. Hun fryder sig ikke over Samuel, ikke over hendes egen fremgang, men over Herren. Sangen fortsætter: “Der er ingen hellig som Herren, nej, der er ingen uden dig, der er ingen klippe som vor Gud.” Hun priser Guddommens fuldkommenhed. I Guds karakter er visdom, renhed, sandhed, godhed og nåde sammenfattet, uforanderlig og fuldkommen. Menneskelig hellighed er blandet med ufuldkommenhed. Nationernes afguder er forfængelige og værdiløse. Gud er vor eneste tilflugt og støtte; og de, som stoler på ham, vil aldrig blive til skamme.   ret

»Vær varsomme med eders store ord, frækhed undslippe ej eders mund! Thi en vidende Gud er Herren, og gerninger vejes af ham.« Medens der henvises til Pennias pralende og uforskammede optræden, lader Hanna også her til at tale til alle sand gudsfrygts fjender, som forherliger sig selv, og hånder og foragter troens børn. Stolthed og pral kan ikke narre Gud. Han kender til alles hjerter og liv. Hos ham bliver handlingerne vejet. Han sætter skille mellem menneskers karaktertræk, og vejer ders motiver på vægten. Når han ser at det vil være for menneskers gode og til sin egen herlighed, vil han lægge sig imellem for sit folks skyld. Han vil i rette tid belønne den retfærdige og straffe den onde.   ret

»Heltes bue er brudt, men segnende omgjorder sig med kraft.« De som var fulde har udlejet sig selv for brød, og de somv ar sultne ophørte. Hvor ofte, endog i dette liv, ser vi den ugudelige blive til skamme og forvirring? Higer de efter udskillelse og verdslig ære? Er de stolte i ders tapperhed og militære dygtighed? Deres pander er rynkede, og de overvindes selv at en svag og foragtet gruppe; for Gud har omgæret dem der snubler med sytkre. Stoler de på deres rigdomme, og hengiver de sig i luksus og ødsselhed medens de træder på de fattige rettigheder? De kan selv møde modgang, og reduceres til at slidde for brødet, for at stille deres sult, medens mange som har udholdt vanskeligheder og genvordigheder velsignels af overflod.   ret

»Herren døder, gør levende, fører ned i dødsriget og fører op; Herren gør fattig, gør rig, han nedbøjer han rejser ringe af støvet, af skarnet løfter han fattige for at bænke og give dem ærespladsen. Thi Herrens er jordens søjler, jorderig bygged han på dem. Han vogter sine frommes skridt, men gudløse omkommer i mørket; thi ingen vinder sejr ved egen kraft. Herren ? hans fjender forfærdes, den højeste tordner i himmelen, Herren dømmer den vide jord! Han skænker sin konge kraft, løfter sin salvedes horn!«   ret

Hannas ord var profetiske, både om David,s om skulle regere som Israels konge, og om Kristus, Messias, Herrens salvede. Derved referer hun først til den stolte pralhals af en uforskammet og erærrig kvinde, i form af en ophøjet og hellig sang, der til sidst fik udstillet stolthedens ydmygelse og ydmyghedens ophøjelse, udslettelse af Guds fjender, og den fuldstændige og endelige sejr som hans trofaste tjenere.   ret

Efter at have udtrykt dette lovprisende sejrsudbrud, vendte Hanna stille tilbage til sit hjem i Rama, lod barnet Samuel tjene i Guds hus, under ypperstepræstens Elis omsorg og instruktions.   ret